U17-træner stopper efter sæsonafslutning med 2 oprykninger
Årgang 2006/2007 har haft en forrygende sæson. Foråret bød på en 2. plads i Liga 2B - mens 2. holdet rykkede op vandt Liga 5 rækken. Årgangen startede efter sommerferien op med at sige goddag til en del nye spillere samt nye kræfter i trænerteamet. Det er altid dejligt, at der kommer nye til efter der blev sagt farvel til en del spillere - bl.a. grundet efterskoleophold ved forårssæsonens afslutning. Man har derfor skullet samle mange nye spillere op fra flere forskellige klubber, og forsøge at skabe en velfungerende trup. Der er to hold på årgangen, og de mange fodboldglade unge drenge har været med til at skabe - via evner, sammenhold og vindermentalitet - det fundament, som har ført begge hold frem til to flotte oprykninger til Liga 1 og 2. Præstationen bliver ikke mindre af, at mange spillere er 1. års U17 og kunne have spillet U16.
Dan Krabbenhøft Madsen har været cheftræner for årgangen de sidste 3½ år, og har en stor andel i den flotte præstation. Dan stopper som træner for årgangen med udgangen af 2022. Han udtaler i forbindelse med sit stop:
"Først og fremmest vil jeg gerne takke klubben for at give mig muligheden for at træne et ungdomshold, hvilket var en mangeårig drøm efter at have trænet senior siden 2007. De sidste 3½ år har uden sammenligning været den bedste tid for mig som træner. Jeg skylder mine spillere og forældrene et kæmpe stort tak for dette. Vi har leveret en magisk afslutning på sæsonen med 2 oprykninger til henholdsvis Liga 1 og 2. Drengene har trænet godt og fortjener det".
Dan vil fortsat være at finde i klubben hos U9 pigerne, som han sideløbende har haft trænet de sidste 1½ år. I forbindelse med Dan's stop som træner på drengesiden udtaler formand for herreungdom Dennis Pold:
"På klubbens vegne vil jeg gerne takke Dan - og hans assistenter, for den store indsats, som de har leveret for drengene på årgang 2007 i de seneste 3½ år. Jeg er glad for, at det hele slutter i stor jubel, og det er en stor og dygtig årgang, som nu gives videre til det nye trænerteam".
Fra årsskiftet varetages træningen af det nye trænerteam Nicki Klint Kristensen og Jens Haurum. Nicki har tidligere trænet årgang 2010-drengene og 2006-drengene. Herudover har han en fortid som superligaspiller i Silkeborg. Jens har i efteråret stået i spidsen for 2. holdet på U17. De to trænere ser frem til samarbejdet med hinanden og drengene i det nye år. Nicki udtaler i den forbindelse:
"Jeg vil gerne træne U17, da jeg synes at denne aldersgruppe er spændende, udfordrende og sjov at træne. Der er rigtig mange dygtige spillere og spillere som gerne vil. Derudover bliver det også spændende at dele ud af den erfaring, som jeg har fra da jeg selv spillede. Det bliver også spændende at se, hvor langt de alle kan nå med Jens og jeg ved roret".
Jens ser ligesom Nicki frem til at træne drengene i det nye år, og tilføjer:
"U17-årgangen er interessant, da det er en stor gruppe af dygtige spillere med et stort potentiale. Jeg har trænet dem i efteråret sammen med Dan Madsen. Nu ser jeg frem til at have fået Nicki med på holdet. Jeg er sikker på, at vi kan supplere hinanden godt, da vi kommer med forskellige (fodbold)baggrunde, men gerne vil spille den samme slags fodbold. Vi har allerede nu haft nogle gode samtaler om, hvor vi gerne vil rykke denne gruppe hen i løbet af foråret. Vi kigger ind i en vintersæson der gerne skal bruges til at skabe et godt fundament - og følge op på denne sæsons 2 flotte oprykninger til henholdsvis Liga 1 og Liga 2. Der er ingen klubber i nærområdet, som kan tilbyde breddefodbold på det niveau. Det er vi stolte over."
Efter en velfortjent juleferie ser trænerne frem til at bygge videre på den succes, som år 2022 har været. Årgangen er klar over, at de går ind til et udfordrende forår, men også et forår der bliver fyldt af masser af fede fodboldoplevelser, spilleglæde og godt humør. Overskriften for foråret bliver:
Vi gør det S*G*U
Sammenhold*Glæde*Udvikling