Hvad er en børneudviklingstræner?
Børneudviklingstrænerens rolle
Børnetræneren er den vigtigste faktor i arbejdet med at skabe gode fodboldoplevelser for børn. Derfor er det afgørende, at trænerne har de rette kompetencer til at møde børnene i øjenhøjde og skabe træning, der er legende, kreativ og udviklende. Her spiller børneudviklingstræneren en central rolle.
Børneudviklingstrænerens vigtigste opgave er at styrke kvaliteten af børnefodbolden i klubben. Det sker ved at udvikle træningsmiljøet og støtte børnetrænerne i deres daglige arbejde. Gennem sparring, coaching og videndeling hjælper børneudviklingstræneren med at skabe rammer, hvor børnene trives, udvikler sig og har det sjovt. Samtidig bidrager rollen med viden og input til klubbens ledelse, så børnefodbolden løbende kan forbedres – både på og uden for banen.
Vejledning og udvikling i praksis
Børneudviklingstræneren fungerer som vejviser for, hvordan børnefodbolden skal drives i klubben. Med respekt for den enkelte træners stil og erfaring arbejdes der med at udvikle alle trænere gennem en anerkendende og lærende tilgang.
Det sker blandt andet gennem:
- demonstration af træning (mesterlære)
- observation og efterfølgende sparring
- supervision og konstruktiv feedback
- træner- og forældremøder efter behov
En vigtig del af rollen er at observere og guide trænerne, så de kan omsætte ny viden direkte i deres træning. Derudover har børneudviklingstræneren fokus på at hjælpe trænerne med at skabe inkluderende miljøer, hvor alle børn – uanset niveau og ambition – føler sig velkomne og som en del af fællesskabet.